Det indre mørke

Alt var mørkt. Der var intet i syne eller at føle. Det var som at være i et indelukket rum, men uden vægge, kanter, døre eller vinduer, alt var bare, sort. Dog kom en undren frem, for selvom alt var mørkt kunne jeg stadig se mig selv, som person. Se de blå bukser og den lyse skjorte jeg havde på. Se min blege hud og generelt, se mig selv. Jeg befandt mig i en svævende tilstand, som at stå på et ben, uden noget tryk på kroppen. Det var som at tyngdekraften var holdt op.
Det foruroligende var lidt, at følelsen af angst og frygt aldrig faldt mig ind. Det var som at befinde mig et bekendt sted, men uden at jeg kunne sætte ord eller tanke på det.
Der gik lidt tid, hvor jeg beundrede mit miljø, inden der skete forandring. I starten var det ikke andet end en lille blå prik i det fjerne. Knap nok synlig, men med et svagt skær. Kort efter kom endnu en prik, efterfulgt af en tredje. For hvert sekund der gik, kom der en ny, og for hver gang en ny prik kom til syne, så de tidligere lys ud til at blive skarpere.  
Jeg stoppede med at tælle efter det 50 lys, men der var snildt flere tusinde. Det var som at kigge på en stjerneklar himmel, men uden forhindringer i form af jord, skyer, bygninger, træer og liv. Der var stille uden nogen forstyrrelser. Det var fredfyldt.
I en hurtig bevægelse, trykkede jeg begge hænder på hovedet. En kraftig, og pludselig smerte kom til. Det var som at have slået hovedet imod en mur. Jeg begyndte at vride mig selv i smerte, og skrigende blev ikke holdt tilbage. Begge øjne var næsten lukket igennem hele forløbet, men i et kort øjeblik skimmede jeg et af de lyse skær med det ene øje. Lyset blændede mig på et splitsekund, som et lyn der skar igennem himlen.
Efterfølgende kunne et kraftigt vindpust mærkes på hele kroppen. Øjnene blev åbnet på fuldt gab og mørket forsvandt i det skarpe lys.
Jeg prøvede at stritte imod med alt min magt, men uden held. Jeg kunne mærke min egen vægt tynge mig mere og mere ned i intetheden og uden nogen tegn på at stoppe.
Uhensigtsmæssigt, lukkede jeg kort øjnene og prøvede at give det et sidste forsøg. Denne gang var det anderledes. Alt smerte, tryk, pust og vægt forsvandt. Jeg åbnede øjnene stille og stirrede på en let skyet, blå himmel.
Mit hoved gjorde forsat ondt, men ikke i nær så høj grad, som for nogen sekunder siden. Jeg tog langsomt den ene hånd op, og bevægede den forsigtigt, langs panden. En mindre bule kunne mærkes, efterfulgt at noget ekstra smerte.
Jeg tænkte mig til, at jeg måtte have været besvimet igen og slået hovedet ned i sten eller flise. Det var ikke unormalt for mig, siden episoden for tre år siden. Jeg havde aldrig rigtig været den samme siden den dag, men for det meste på den gode måde. Jeg havde altid været en nedtrykt person, med en masse sorg og mørke i mit indre, men siden den episode, havde jeg aldrig haft det bedre. Humøret var mere lykkeligt og jeg kunne ikke mindes de triste øjeblikke i mit liv. Den eneste ulempe var til tider mine besvimelser. Det skete ikke så ofte, men det var alligevel godt og vel en gang eller to om måneden, men nok til at jeg havde vænnet mig til dem. Dog tog jeg altid forholdsregler, så jeg altid befandt mig i nærheden af noget blødt at lande på, men jeg var ikke altid lige heldig.

* * *

Selve episoden bag det hele huskede jeg ikke så godt. Jeg kunne mindes noget med at vågne op i en forladt hytte, som var belagt i en nærliggende skov. Jeg huskede også noget med en seddel der var efterladt, men hvad der præcis stod, var forsvundet fra hukommelsen.
Den eneste der kendte til episoden var mig selv, og hvem end der stod bag det hele. Jeg fik aldrig fortalt venner eller familie om det, og gav aldrig lægen et besøg. Jeg tænkte ikke at nogen var interesserede nok i det, og jeg ønskede ikke at spilde lægens tid, da jeg ingen smerte kunne mærke.
Jeg fortsatte dagligdagen, som var intet hent. Jeg gik på arbejde, spillede med vennerne på pc’en, hjalp til derhjemme og sov normalt.
I starten fik jeg nogen kommentarer om at jeg virkede mere positiv og glad, men jeg sagde ikke meget til det, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Dog stoppede dette ret så hurtigt, da folk så havde været ude med det, og der ikke ville være meget i at gentage sig selv flere gange.
Blot efter et par uger var alt næsten tilbage til det gamle, for alle andre hvert fald. Jeg skulle stadig vende mig til den nye måde at tænke på, og lære mig selv at kende på ny. Det var som at være en helt anden person, da jeg altid havde kendt mig selv, som den med negative tankegange igennem hele livet, og lige pludseligt blev alt vendt 180 grader. Dog, med lidt ro i tempoet, vænnede jeg mig så småt til det hele.

* * *

Jeg rejste mig så småt fra jorden og prøvede at stå på benene, men kunne dog hurtig mærke at jeg lige skulle give det lidt tid, da jeg stadig var lidt ude af balance. Jeg valgte at sætte mig på jorden indtil jeg var kommet lidt mere til mig selv.  Jeg var besvimet derhjemme i haven, så jeg tog det hele stille og roligt. Vejret var relativt godt, så jeg sad blot der på jorden og nød hvert et vind pust på kroppen, hver en fuglesang fra træerne, samt hvert et syn af den skønne natur. Jeg var ofte udenfor og nyde det hele, da det som regel gav den største glæde i kroppen og sindet.
Jeg tænkte til mig selv, at jeg muligvis var på vej ud for at nyde det hele, hvor jeg kort efter faldt om, så jeg kunne lige så godt udnytte situationen.
Det var en sen efterårseftermiddag, så det var allerede så småt ved at blive mørkt. Et kvarters tid senere, begyndte jeg at kunne mærke lidt stabilitet i kroppen. Med rolige og forsigtige bevægelser, prøvede jeg at komme på benene. Jeg tog en dyb vejrtrækning, og tog et skridt frem, da smerten igen bruste op i hovedet. Jeg overvejede at ringe til lægen, men ville heller ikke gøre en stor ting ud af noget der virkede småt. Jeg tænkte til mig selv at der nok var andre som havde mere brug for hjælpen end mig.
Jeg gik ind i huset og lukkede døren bag mig. Nøglen blev sat i låsen, så ingen kunne komme ind, i tilfælde af at jeg ville falde i søvn tidligt, og fortsatte derefter ind i køkkenet.
En Panodil blev fundet frem med et glas vand ved siden af, men i det jeg havde lænet hovedet tilbage, efter at have puttet Panodilen i munden, gik jeg kold.
Min krop var som frosset til is. Det var som at være lammet. Rædslen stod skrevet i mit ansigt.  
I det jeg skulle til at tage en tår vand, for at få pillen til at glide nemmere ned, stoppede jeg brat og var ved at smide glasset på gulvet, med en hastelig fart. Væsken i glasset var ikke længere den klare væske, som jeg lige havde taget fra hanen. En tyk og mørk substans fyldte glasset. Det var som den blev fyldt yderligere ud af den blå luft. Både ved et kig på udseendet og lugten lignende det blod, men alligevel ikke til den mindste detalje. Det var mørkere, meget mørkere. Glasset blev sat på bordet og jeg gned mig selv i øjnene. Det måtte være min fantasi, det gav slet ingen mening. Jeg var den type person som altid prøvede at tænke rationelt og finde logik i alt, men dette, dette gik udover min forstand.
Jeg fjernede begge hænder fra øjnene og åbnede op. Jeg tog et kig på glasset igen, men denne gang var der intet. Ingen mørk substans som var ved at lade glasset overfylde, bare normalt og klart vand.
Jeg havde lyst til at tage glasset op og tage en tår, men kunne ikke få mig selv til det. I det korte forsøg på at få en tår vand, begyndte mine hænder at ryste, nok til at det skvulpede ned på gulvet, så i stedet for at gøre det hele besværgeligt, satte jeg den fra mig igen.
På sin hvis var der lidt held i uheld, for i mit chok af den mørke substans, havde jeg slugt pillen, uden at tænke over det, så jeg havde ikke engang brug for væsken alligevel.
Vandet blev hældt i vasken og glasset blev stillet på bordet ved siden af.
Idet udmattelsen var ved at overmande mig, gik det op for mig at, jeg hellere måtte se at få hvilet mig. Jeg måtte have slået hovedet hårdere end tidligere antaget, men jeg gjorde stadig ikke meget i det. Hvis det bare var et engangs tilfælde, var der ikke mere der.
Jeg vendte retningen mod værelset, for at komme ind i sengen.
Ud af køkkenet, igennem den mindre gang, forbi nogen malerier af fortiden og så var jeg der.
I en indkodet bevægelse tog jeg hånden på dørhåndtaget, idet en gnisterne følelse gik gennem min krop. Uroen spredte sig i kroppen, som en steppebrand.
Alt omkring mig blev mørklagt, lyde blev dæmpet og den pletfrie, hvide dør var der ikke længere. Foran mig, var jeg i gang med at åbne en knirkene trædør af rådne planker og rustne søm.
Alt kørte i en flydende bevægelse og jeg nåede ikke at reagere på nogen af mine omgivelser. Døren blev åbnet og en fod blev sat i rummet. En slidt, rød pære kunne ses i toppen af det falde færdige loft, samt knækkende og knitrende lyde kunne høres, da foden ramte nogen tørre blade og grene. Miljøet var ukendt, og jeg havde følelsen af at iagttagelse. Det var først idet, den kølige lufte ramte mit ansigt, at det det gik op for mig at jeg frøs.
Det tog mig tid, men så slå det mig. Rummet, stedet, miljøet. Alle tingene. Det ødelagte bord med stole foran mig, kælderen til højre og den gamle pejs til venstre. Og der, i midten af det hele, under den lille pære, blodet, mit blod. Det var hytten jeg vågnede op i for tre år siden.
Hvorfor nu, hvorfor blive mindet om det nu? Jeg stillede mig alle tænkelige spørgsmål der havde relevans til episoden. Var mine minder mon begyndt at vende tilbage?
I det fjerne skimmede jeg en skikkelse lægge på gulvet. Svimmelheden ramte mig, og jeg greb ud mod væggen for at støtte mig til den. Da et klik fra kontakten, jeg fik ramt lød, forsvandt omgivelserne. Det var kontakten til lyset på mit værelse.
Jeg glippede et par gange med øjnene, da det gik op for mig, at det var lyskontakten på mit værelse jeg havde ramt. Den rationelle sans i mig, sagde at det alt sammen, havde været noget, jeg havde forestillet mig.
Lige fra det ødelagt bord, til skikkelsen på gulvet.
Jeg skyndte mig over i sengen, lod lyset stå tændt med svag styrke, og fik gang i tv’et. Det kunne godt være at min rationelle sans sagde, det var noget jeg havde forestillet mig, men en følelse af tvivl havde taget bo i mit sind. En mindre fugt kunne mærkes på panden, og vejrtrækningen var blevet lidt hyppigere. Det var en oplevelse der ville skræmme selv den stærkeste sjæl.
Det var dette tidspunkt at lægen igen kom på tanke, men der var ikke meget at sige.
At jeg hallucinerede om en gammel hytte jeg var i, hvor noget uforklarligt skete, for flere år siden? Hvilket fornuftigt menneske, ville dog tro på det.
Lægen ville nok, bare give mig noget smertestillende og nogle sovepiller, med forklaringen om at det måtte være min hjerne, der havde spillet mig et pus på grund af søvnmangel.
Hvis der var distraktion nok med larm, lys og billede, forestillede jeg mig, at minderne ikke ville komme tilbage. Det var i hvert fald, hvad jeg håbede på.

* * *

Jeg faldt hurtig i søvn, og befandt mig nu i et lignende sted fra tidligere. Det var mørkt, køligt og dystert. Der var ingen udsyn, og til forskel fra tidligere, kunne jeg ikke engang se mig selv denne gang. Det var som at være en svævende sjæl i intetheden. Lammet, uden at kunne have kontrol over mine egne handlinger.
Allerede i det, begyndte panikken at ramme mig hårdt. Jeg forsøgte ihærdigt at bevæge mig fri fra det jeg ikke kunne se. Jeg ville væk, væk og blive fri igen, men uden det store held.
Et lysende skær kom frem, i form af en mindre flamme i det fjerne. Men flammen gik imod alt logik. Jeg kunne se at den lyste mørket op, men havde ikke noget at lyse på. Desuden var den ikke orange, gul eller blå, ligesom en normal flamme, men i stedet sort. Jeg stirrede direkte ind i en sort flamme i mørket. Det var som at stirre ind i en andens, men alligevel bekendt, sjæl og se alt mørket der havde lagt i fortiden og hvad der ville ligge i fremtiden.
I den ene øjenkrog kunne en ny flamme spottes. Der var noget udsædvaneligt ved flammernes placeringer. Det var som at de dannede et billede af et par øjne. Et spejlbillede måske? Et menneske? Et dyr? Nej.. Et monster.. Flammerne trak sig længere fra mig, og lige i det jeg troede at jeg var i sikkerhed, kom de imod mig igen med lyshastighed. Imellem og lidt nedenfor de to andre, kom et større flamme til syne. Det dannede et billede af en takkede mund, som var ved at åbne sig.
Panikken steg mig til hovedet, og adrenalinet begyndte at flyde igennem hele kroppen. Jeg måtte væk, væk, flygte. Jeg ville ikke døø…! Tænkte jeg højlydt til mig selv.
Munden opslugte mig, og alt blev sort.
Et kraftigt ryk blev givet i kroppen, og op sad jeg. En tåre kunne mærkes på den ene kind, med en dyb vejrtrækning i lungerne. Jeg tog min hånd og fjernede blidt tåren, og stoppede brat i mine bevægelser. Jeg forsøgte at bevæge den ene fod, efterfulgt af den anden. Jeg løftede den ene hånd op, og legede lidt med fingrene. Jeg havde igen kontrol over min egen krop.
Mine øjne var stadig lukket. Jeg var bange for synet der måske ville møde mig, men jeg vidste også at jeg i sidste ende måtte finde ud af om jeg stadig var i mørket eller ej.. Jeg begyndte ihærdigt at give det et forsøg, men hver gang jeg skulle til at åbne øjnene for at tjekke, stoppede jeg igen. Frygten havde steget mig til hovedet. Jeg var bange… Jeg havde ingen at kalde på. Jeg havde ingen der kunne hjælpe mig..
Tankerne kørte i hovedet. Normalt var jeg ikke den der blev så nemt skræmt, men dette var ude af denne verden. Miljøet, minderne, tankerne, billederne, følelserne, alt. Det hele var grufuldt.
Det tog mig tid, lang tid, men det lykkedes mig til sidst.. Det tog ikke mere end et millisekund, men alligevel føltes det som en evighed.
Små ryk blev givet i øjnene, og stille blev de åbnet. En knytnæve blev dannet i hver sin hånd, og jeg spændte hele kroppen, for at være klar på det værste og uforudsigelige.
Et skimmer af lys kom igennem øjenvipperne som stadig dækkede det meste til. En start, tænkte jeg til mig selv. Videre, jeg måtte videre.
Øjenvipperne blev rykket fra hinanden og mere lys kom igennem. Jeg er okay, jeg er okay. Intet kan gøre mig ondt. Det var bare en drøm, Tænkte jeg.
Jeg prøvede at berolige mig selv med positive og trygge tanker, men blev hurtig ramt af skræk. Billedet af flammerne, fik mig til at lukke øjnene hårdt i.
Kom så! Du kan gøre det, der er ikke noget, bare åben dem og få det overstået! Jeg forsøgte ihærdigt at give mig selv en pep-talk.
Jeg begyndte at tælle. 1.. 2.. 3.. Øjnene blev åbnet hurtigt, og foran mig blev jeg mødt ansigt til ansigt med det mørke væsen igen. Der var ingen afstand imellem os. Væsenet kiggede ind i min sjæl, og jeg i dens. Jeg kunne nærmest mærke dens kølige og dybe vejrtrækning på brystet.  
Med et kraftigt chok og ryk i hele kroppen, faldt jeg ud af sengen.  
Kortvarigt tænkte jeg over slagene i kroppen, men åbnede hurtigt øjnene igen, og kravlede hastigt over i det ene hjørne af rummet.
Vejrtrækningen var hurtig og let. Øjnene kiggede fra side til side, og svedet dryppede ned af mig som et vandfald. Tårer kunne mærkes på begge kinder, som flød derudaf, uden tegn på at stoppe. En svag hvisken kunne høres, ”jeg vil ikke dø.. jeg vil ikke dø.. jeg vil ikke dø..” De samme fire ord blev sagt om og om igen. Jeg havde fået et mindre panikanfald og det var først efter et par minutter at jeg faldt ned igen og indså at det hele bare var et mareridt. Nej. Et mareridt i et mareridt.
Af lettelse blev hovedet lænet bagover. Tårerne og svedet blev fjernet, og der blev fokuseret på en mere stabil vejrtrækning.
Med rolige bevægelser vendte jeg hovedet imod uret på den modsatte væg. 01:23. Midt om natten. Jeg fik ikke mere søvn for nu. Tænkte jeg.
Jeg nægtede simpelthen i at forsøge, og kunne alligevel ikke på daværende tidspunkt. Selv, hvis jeg vidste at det var et mareridt, var jeg stadig skræmt fra hvid og sans, og det var næsten bogstavelig ment. Jeg kiggede mig i spejlet og var bleg i hovedet og hænderne, imens fødderne føltes som tunge isterninger.
Med svage muskler, kravlede jeg over til sengen og lagde mig under dynen for at varme kroppen op. Jeg tog fjernbetjeningen i hånden og fandt noget distraherende at se i tv’et igen, og satte mig så godt til rette, som jeg nu kunne, imens tankerne om mareridtene stadig var i baghovedet.

* * *

Det var lidt over en time siden jeg vågnede, og klokken var tæt på tre. Det havde lykkedes mig at holde hovedet lidt koldt og roligt, selvom tankerne fortsat sprang frem og tilbage.
Mine øjenlåg var tunge, og jeg kunne til tider knap nok holde fokusset på tv’et. Jeg havde kun fået et par timers søvn, hvilket bestemt ikke virkede til at have været nok.
Jeg fangede mig selv, flere gange, i forsøget på at sove. Dog nåede jeg det heldigvis aldrig, og fandt altid en ting at gøre, for at stoppe det. Den ene gang skruede jeg blot op for lyset i værelset, hvor jeg den anden gang gik ud og smed koldt vand i hovedet.
Det var besluttet. Jeg nægtede at sove igen, jeg nægtede at risikere det selv samme, eller et værre mareridt igen.
Søvnen trak virkelig til, og det kunne tydeligt mærkes at både krop og sind ville sove og få noget ro, men nej. Jeg stod fast, og lod min krop og legemer blive tungere, imens mit sind blev svagere.
Det var tredje gang at jeg var ved at falde i søvn, og jeg vidste ikke helt hvad jeg nu skulle finde på.
Muligvis et bad? Tænkte jeg, men nej. Det var næsten det samme som at få vand i hovedet, som jeg lige havde gjort. Noget mad? Tænkte jeg så, men endnu engang et nej. Det ville nok bare gøre mig endnu mere træt.
Så slå det mig. Det var trods alt efterår, så det ville være relativ køligt udenfor, så måske noget frisk og koldt luft kunne hjælpe.
Med dynen omkring kroppen, som et ekstra lag beskyttelse, rejste jeg mig fra sengen og gik over til vinduet.
Jeg tog fat i det sølvgrå håndtag og løfte opad, efterfulgt af et mindre skub til vinduet, så luften kunne komme ind. En kølig, forfriskende, og generelt bare en behagelig luft kunne mærkes med det samme. Det virkede næsten som at jeg kunne se selve strømmen af luft komme igennem den lille åbning i vinduet og ud i rummet.
Virkningen virkede til at være god. Inden jeg havde nået at sætte mig i sengen igen, var jeg allerede lidt mere frisk end før. Jeg tænkte til mig selv, hvorfor jeg ikke bare havde tænkt på det fra starten? Kold luft plejede altid at gøre mig frist, i de situationer hvor trætheden havde slået hårdt ind.
Med en mindre lettelse og kort forglemmelse af mareridtet, havde jeg sat mig godt til rette og begyndte at se videre på tv’et. Det virkede alligevel til, i dette korte øjeblik, at jeg ville klare mig igennem natten uden det største besvær fra det punkt, men… Alt godt varer desværre aldrig ved.

* * *

Der var kun gået et par minutter siden jeg havde åbnet vinduet og alt virkede til at være godt, men så var der noget som fangede min opmærksomhed. En knirken kunne opfanges igennem lyden fra tv’et. Det var ikke en lyd fra filmen, eller indefra, men ude.
Det var ikke unormalt for mig at høre, jeg havde trods alt en terrasse ude foran vinduet, lavet af træ, så hver gang en person bevægede sig derpå, kom lyden til.
Endnu en knirken kunne høres, og det var først der at det slå det mig. Det var midt om natten. Jeg var alene hjemme. Hvorfor i alverden kunne jeg høre noget ude fra vinduet? Tænkte jeg.
En knirken til. Mareridtet var ikke ovre endnu, tænkte jeg til mig selv. Det havde kun lige været begyndelsen.
Et fjerde knirk kunne høres, og et femte, efterfulgt af et sjette, og så. Ingenting. Ingen knirken. Ingen lyd.
Jeg begyndte at ryste i hele kroppen. Ikke pga. at skræk, men pga. kulde. Jeg havde før siddet meget bekvem i sengen, men nu var det som en fryser. Den dejlige kølige luft, var nærmest dannet til isflager, som bevægede sig igennem sprækken af vinduet.
Jeg tænkte med det samme at jeg måtte lukke vinduet, men jeg var frosset fast. Jeg forsøgte at bevæge begge hænder, men uden held. Jeg kunne ikke engang rykke mig en enkel centimeter. Jeg var bogstavelig talt lammet.
En opstigende skræk begyndte at stige mig til hovedet, og glidende ned af panden, kunne noget koldsved mærkes.
Øjnene var frosset fast til vinduet, for at se hvad der ville ske.
I et kort forsøg på at berolige mig selv, tænkte jeg at det måske bare var en fugl, eller naboens kat, men inderst inde troede jeg ikke selv på det.
Som en negl på et glas, kunne en lyd på vinduet høres. To små bank lige efter hinanden, og så en pause. Endnu to bank, og så endnu en pause. Efter den tredje rytme, stoppede lyden igen, ligesom gulvet fra før.
Det var som at nogen udefra forventede et svar tilbage.
Hjertet begyndte at banke hurtigere, sammen med en ustabil vejrtrækning. Hvad ville det næste mon være? Først gulvet, og så vinduet. Ville personen, dyret, tingen, væsnet komme ind?
Der gik ikke længe inden jeg fik svar på mit eget spørgsmål. Med fjernbetjeningen liggende ved siden af mig i sengen, så jeg lyden blive skruet ned lige så stille, med et pludseligt, flimrende billede.
Lyset på værelset blev dæmpet og endnu et knirk kunne høres, men denne gang var det ikke fra terrassen, men fra vinduet selv.
Et mørkt objekt, med en skikkelse af tre, spidse fingre kunne ses på indersiden af mit vindue. Min bange anelse var dannet. Det var ikke længere, bare et mareridt, men virkelighed.
Kort varigt var jeg fuldkommen opslugt af de tre fingre, men på samme tid fyldt med angst, skræk og sorg i hele kroppen. Fingrene var ikke af fast form, men en livlig. Det var som at kigge på noget livligt vand eller ild, men uden nogen tegn på farver eller faste former. Der var kun mørke.
Dog sluttede beundringen meget hurtig, da endnu et knirk kunne høres, og køligere luft kunne mærkes i hele kroppen. Med øjnene, fortsat på vinduet og mere specifikt, fingrene, kunne det ses at der blev trukket til. Sekund efter sekund blev der åbnet mere og mere op for vinduet, indtil der var en stor nok åbning til at en person kunne komme igennem.
Det var nu. Nu ville den komme ind, og jeg ville forsvinde. Hele kroppen var stadig lammet fra top til tå, og det eneste jeg kunne gøre var at se min død i øjnene.
De mørke fingre blev trukket tilbage i mørket i et enkelt øjeblik. Men næsten med det samme efter, kunne de ses igen, men denne gang i vindueskarmen. De bevægede sig ind over karmen med en rolig bevægelse, og mere og mere kunne ses af væsenet. Fire fingre var kommet til syne, samt noget af armen. Der ville ikke være længe til hele væsenet kom til syne. På mit værelse. Overfor mig. For øjnene af mig. Ligesom i mit mareridt.
Jeg nægtede! Tænkte jeg til mig selv. Jeg nægtede at dø nu. Jeg ville nå at opleve noget af livet. Nå at opleve glæden der var ved livet. Jeg var knap nok kommet i gang, og nægtede at gå af nu.
Med hastige bevægelser stod jeg ved døren til værelset og gangen. Et kraftigt smæk blev givet og en nøgle blev sat i låsen. I sikkerhed for nu, blev der tænkt.
Jeg var blevet ramt af et kort adrenalin boost, som var kraftig nok til at få mig ud af min frosne tilstand.
Ved min korte udånding af en mindre lettelse, tænkte jeg til mig selv, hvorfor jeg også skulle have åbnet det vindue. Hvorfor jeg ikke bare var stærk nok i sindet til at holde mig selv vågen. Bare et par timer mere.
Ved endnu en lettede udånding, sagde jeg, med en mindre hvisken, idiot.

* * *

Efter en mindre selvbebrejdelse, blev jeg ramt af nysgerrigheden og tog hurtigt nøglen ud af låsen, for at se igennem det mindre nøglehul. Var væsnet fortsat på vej ind? Var den allerede inde? Eller var den måske stoppet i forsøget på at komme ind, da jeg løb ud?
Med det ene øje lukket, satte jeg det andet ind til hullet og kiggede. Det var ikke et stort hul, så der var ikke meget at se, men der var dog nok til at få et glimt af hele vinduet.
Øjet blev fokuseret og med det samme spærret op. Ingenting.
Måske holdte den sig bare til siden af rummet hvor jeg ikke kunne se den, i håbet om at jeg ville komme ind igen.
Med det gav ikke meget mening. Lyset på værelset var tændt igen, og lyden fra tv’et var tilbage til det tidligere niveau. Den måtte stadig befinde sig udenfor.
Med hurtige bevægelser løb jeg igennem hele huset og tændte hvert et lys jeg kunne spotte, i håbet om at se om den stadig befandt sig ved huset.
Lysene blev tændt i gangen, i badeværelserne og de andre rum. Det sidste lys blev tændt i køkkenet, og derefter var der ikke en eneste pære i huset, som ikke var lyst op.
Jeg kiggede i de forskellige rum, og gik frem og tilbage i huset, for at se efter de mindste ændringer. Ingenting.
Jeg forstod intet og var ved at gå helt fra den. Var det bare noget indbildning? Var det pga. slaget i hovedet fra før? Nej. Vinduet åbnede af sig selv, men så tænkte jeg at en kraftig vind sagtens kunne stå bag. Lyset! Men nej, vi havde dæmpende lys, så til tider skruede de op og ned af sig selv pga. fugt. Til sidst tænkte jeg på tv’et, men her fandt jeg også en forklaring. Den lagde lige ved siden af benet, muligvis nok til at jeg holdte knappen inde.
Et mindre grin kunne høres fra min egen side af. Jeg var virkelig ved at blive lidt sindssyg, tænkte jeg. Ren indbildning. Der var ikke noget som overnaturlige kræfter og objekter. Det var ren fantasi og indbildning, intet andet. Oveni at min træthed ikke gjorde det bedre.
En tanke slå mig, og øjnene blev med det samme spærret op igen. Men tv’et. Lyden. Ja, jeg kunne have skruet ned for lyden ved et uheld, og lyset kunne have tændt af sig selv igen, men lyden. Hvordan kunne lyden komme tilbage til det tidligere niveau, når jeg var på den anden side af en låst dør!? Fjernbetjeningen lå jo inde på sengen.
Jeg nåede ikke at tænke yderligere over det, før jeg blev distraheret og ramt af en mindre skræk igen.
To små bank kunne høres, præcis magen til dem på værelset fra før. Endnu to bank. De kom fra stuen. Jeg skyndte mig ind derind og lyttede godt efter, imens jeg prøvede at kigge efter nogen ændringer i lysstyrkerne.
To bank igen, til højre for døren, ved vinduet overfor sofaen og ved siden af det andet tv. Det var tredje rytme igen, hvilket betød at det var lysets tur.
Og rigtigt nok blev lysene dæmpet. Denne gang var jeg dog ikke nær så bange som før, for den kunne ikke komme ind. Alle vinduer var lukket og hoveddøren var dobbelt tjekket for at være låst.
Men alligevel blev jeg lammet, og fik en bange anelse i kroppen. En kuldegysning løb mig ned langs rygraden. Hænder og ben begyndte at ryste, og jeg spændte alle muskler i kroppen.
Hvorfor? Hvorfor kunne jeg ikke bevæge mig igen? Tænkte jeg til mig selv. Jeg var jo i sikkerhed? Ikke?
I kanten af vinduet kunne et mørkt objekt ses. De selv samme fingre fra mit eget værelse, kom til syne igen. Igennem en millimeter tynd sprække, imellem vinduet og karmen, kunne den få en hånd igennem.
Jeg var ved at falde til knæ, da jeg ikke kunne flygte eller beskytte mig selv. Hvordan kunne jeg stå imod noget, som dette? Jeg var ved at give op.
Men så en overraskelse. Der kom ikke mere til syne end en enkel hånd, som virkede til at trække til.
Det virkede til at væsenet prøvede at åbne vinduet for at komme ind. Som at hele kroppen ikke kunne komme igennem den mindre sprække.
Rystelserne blev nedjusteret, og et mindre fnis kunne høres kort. Jeg fniste af lettelse. Den kraft der skulle til for at trække vinduet op, skulle være enorm. Intet levende dyr eller menneske i nærliggende lande kunne rive det op.
Det kunne ses at den ihærdigt forsøgte at trække til. En mindre rystelse kunne ses i vinduet, ved hvert et ryk, men det virkede ikke til at være af meget kraft.
Efter flere fejlagtige forsøg, kunne en ny hånd ses i den anden side af vinduets karm. Jeg virkede lidt selvsikker, men var stadig på vagt. Men heldigvis havde væsenet fortsat ingen held.
Med et fokus på vinduet, fandt jeg mig frem til en større saks og en tung dekorations figur, som våben, i tilfælde af at jeg skulle beskytte mig imod det umulige. Hvorfor jeg prøvede at beskytte mig selv, når jeg kort inden blev enig med mig selv om at jeg ikke kunne gøre noget imod den, vidste jeg ikke. Det var nok bare en automatisk funktion i kroppen.
Det virkede ikke ligefrem til at væsenet ville komme ind, men alligevel havde jeg følelsen af at noget ville gå galt. At den ville komme ind.
Med saksen i den ene hånd og figurerne i den anden, satte jeg mig i huk, i den sorte sofa overfor vinduet, og holdte et fast blik på fingrene. De blev ikke sluppet af syne.

* * *

Et par minutter gik uden nogen ændringer. Den forsøgte fortsat ihærdigt og jeg forstod ikke hvorfor den ikke bare gav op. Vilje havde den en masse af. Det måtte jeg give den.
Jeg var begyndt at slappe lidt af i kroppen, nok til at jeg kunne tænke mere klart og at kroppen var lidt mere afslappet. Dog var jeg stadig på vagt, da det virkede for nemt.
Jeg var blevet hjemsøgt af væsenet i mine drømme, og nu også i virkeligheden. Den kunne få flere dele af sig selv igennem de mindste sprækker og den var helt uden jordisk. Der var et eller andet på gære. Det ville snart gå galt. Fornemmelsen ville bare ikke forsvinde fra mit indre.
Så kraftig min fornemmelse nu var, så var den uheldigvis korrekt.
Et kraftigt, sidste ryk var blevet givet, og begge hænder stoppede med at holde fast. Det virkede som om at den skulle have vejret af en art. Hænderne lagde blidt i vindueskarmen, uden den eneste spænding i fingrene. Det viste sig dog hurtigt, at den gjorde mere end bare at slappe af.
Med den ene hånd i venstre side, og den anden i højre, begyndte jeg at åbne op for mine øjne igen.
En finger kom til syne og lagde sig ved siden af den ene hånd. Dernæst dukkede en ny frem og lagde sig ved siden af den anden. Det startede forfra, og inden jeg havde nået at reagere og indset hvad der var på vej, var vindueskarmen fyldt med spidse, livlige, sorte fingre.
De lagde sig med kraft ind på vinduet, så de kunne få det bedst mulige greb, og så blev der rykket. Et ryk, som ikke nærmede sig de tidligere ryk. Dette var meget kraftigere og gjorde utrolig skade. I starten troede jeg ikke det ville gøre den store forskel, men jeg kunne ikke have taget mere fejl. Bare ved et enkelt ryk, blev der slået en lille sprække i væggen ved siden af vinduet og en masse ødelagte metal lyde kunne høres i vinduets mekanik. Desuden kunne rystelserne mærkes i kroppen, og billederammer på en nærtstående kommode væltede på gulvet og sprængte glasset heri.
Endnu et ryk blev givet, og det lille mellemrum imellem fingrene gik pludseligt fra noget plads på få millimeter til flere centimer.
Ved det andet ryk havde jeg rykket på fødderne i sofaen, og stod klar med mine to våben i begge hænder. Musklerne var spændte, og øjnene var fokuseret.
Et ryk mere, andet skulle der ikke til. Væsenet ville komme ind. Jeg måtte være klar.
Jeg forberedte mig bedst muligt til min kamp, men lige inden det sidste ryk, blev jeg ramt af tvivlen. Tvivlen om hvad det var, hvordan den så ud, men mest af alt, hvordan jeg skulle bekæmpe den. Hvordan skulle jeg dræbe noget, som ikke engang virkede levende.
Fremfor en kampposition gik jeg hurtig i en forsvarsposition.
Jeg måtte flygte. Det var det sidste jeg nåede at tænke inden jeg blev mundlam i selve sindet, af et brag.
Vindues lister blev revet ud af væggen og vinduet lagde nu ude i haven, med splinterne glas over det hele.  Stuen var støvet til at murbrokkerne, som nu dækkede vindueskarmen og gulvet. Øjnene var fjernet fra vinduet i få sekunder, og da de vendte tilbage, blev jeg mødt til det overraskende, samt skrækslagende syn.
Jeg stirrede ud i det regnfulde, mørke vejr, med følelsen af en kold vind og vand partikler på huden. I starten var væsenet ikke til at se. Lidt ligesom at den var forsvundet, men så lagde jeg mærke til det.
Lysene i stuen begyndte at blive dæmpet. En efter en, blev de alle dæmpet og ind i rummet kom det selv samme kølige luft fra tidligere. Her så jeg det. Væsenet. Det der havde jagtet mig. Hjemsøgt mig.

* * *

Ind igennem, det nu ødelagt vindues parti, kom det kravlende, med dets lange og store ben, med sorte takker, som en kaktus. Den var høj, mere end fem meter, så selv med åbningen i vinduet havde den besvær med at komme ind. Dog så det ikke ud til at gøre den noget, da den tog sig alt den tid den ønskede. Jeg var limet fast og kunne ikke gøre andet end at kigge på det frygtindgydende syn.
Ansigtet var identisk til det fra mareridtet, med mørke flammer i hvert øje og takkende mund. Desuden så den ud til at savle med den mørke substans som i glasset. Den efterlod sig pletter på jorden, der så ud til at ætse sig direkte igennem gulvbrædderne. Hele kroppen var opbygget, som samtlige muskelbundt, sat sammen til en.
Det ene ben blev sat imellem murbrokkerne på gulvet, efterfulgt af dets modbydelige hænder på væggen. Ligesom hænderne var hele kroppen en livlig mørk organisme, ligesom en mørk flamme. Ved dets fod- og håndaftryk efterlod den endda kulsorte mærker, som var den opbygget af varme. Den begyndte at minde mere om en brændende skygge, end bare et væsen.
Den sidste del af skyggen kom ind, og jeg tog chancen. Det var nu eller aldrig. Sidste chance. Jeg skyndte mig over i den anden ende af sofaen, for at komme ud i gangen, og flygte. Jeg spændte kraftigt i benene, som var de bygget af fjedre, for at få den bedste tilløb. Som et vildt dyr, skyndte jeg mig ihærdigt over sofaen inden den ville registrere noget. Det virkede til at fungere, at jeg muligvis kunne flygte.
Turen i sofaen gik som smurt, men da jeg havde sat den første fod på jorden, begyndte tiden at gå langsommere. Jeg kunne ikke se andet for øjnene af mig end trægulvet, der nærmede sig. Med den forkerte stilling på gulvet, snublede jeg, og slå hovedet ned i gulvet, og da jeg endelig kom til mine sanser og indså hvad der var sket, så alt fortabt ud.
Med et kort blik på skyggen, begyndte jeg at kravle af frygt imod gangen, i håbet om at overleve. Den var kommet ind, og havde vendt sit blik direkte imod mig. Dets øjne var de selv samme flammer, som jeg så i mareridtet. Sorte flammer i mørket, som så ud til at blive kraftigere, jo tættere det kom på mig.
Det eneste der gik igennem mine tanker var overlevelse. Jeg var fyldt med skræk og kunne ikke længere tænke klart. Jeg kravlede, som et nyfødt barn på gulvet, med tårer i øjnene, og indså at jeg aldrig ville nå det. I hurtige ryk, vendte jeg mig om på bagenden og kravlede forstyrret baglæns, indtil jeg ramte væggen bag mig. 
Jeg gav op. Synet af monsteret fik min kampgejst til at forsvinde på et splitsekund, og jeg havde nu indset at jeg ingen chance ville have, for at komme ud af dette i et stykke.
Op af væggen, sad jeg og så døden ind i øjnene. I bukket stilling, var den lænet over min ynkelige krop, og nærmede sig med ro. Dets ene arm blev taget frem og lagt blidt på mit ben. Bare tanken om berøringen fik mig til at spjætte, men den virkelige berøring var meget værre. Ikke nok med at det var en ubehagelig følelse af tusind nåle som stak en på samme tid, var den ligeså varm som jeg havde forventet. Hånden brændte sig hurtig igennem mine bukser, og med en hånd, blot et par centimer over mit ben, begyndte jeg at skrige af smerte. Den tog ikke hånden væk eller tættere på. Nej, da jeg begyndte at skrige så den ud til at være stoppet. Den ville lade mig lide. Havde den ønsket en hurtig død for mig, havde den gjort det for længst. Det her virkede som et personligt had. Den ville se mig lide i mine sidste øjeblikke af livet.
Da den havde set nok af min smerte på kroppen, og hørt mine lidelser, begyndte den at rykke hovedet tættere på. Få centimer af gangen, kom den nærmere og nærmere, og jo tættere den kom, desto større gab kom der i mundvigen.  
Det var nu. Min død. I løbet af de næste par sekunder ville jeg forsvinde fra livets verden. 
Tankerne fløj frem og tilbage i fortiden af mit liv. Jeg genså min barndom, og så ansigterne af de mennesker i mit liv, som jeg holdte af. Det sidste jeg ville se, inden jeg døde. Hjernens måde at berolige ens sind på i de sidste sekunder.
Skyggen begyndte at dække for det sidste lys jeg kunne skue med øjnene.
Den havde omfavnet mig.
Det sluttede nu.
Farvel alle.  

* * *

Et skarpt lys kom til syne igennem vinduerne og ind i stuen. I starten reagerede jeg ikke på det, da jeg allerede havde opgivet alt håb, men så opfangede jeg det. Lyset. Skyggen. Det skarpe lys gik direkte igennem væsnet, som nu var af halv størrelse og så ud til at være væsentlig svækket.
Chancen. Min chance for at komme væk.
Med et jaguarspring, spurtede jeg igennem stuedøren og smækkede den efter mig. Ud af gangen, og igennem køkkenet, hvor jeg var ved at vælte hele spisebordet med stolene. Jeg skyndte mig hen til bordet i gangen hvor husnøglen lagde, for at låse døren op, så jeg kunne komme ud. Nøglen blev sat i låsen og døren blev smækket til siden, og med et par sko i den ene hånd, skyndte jeg mig ud i det regnfulde og blæsende vejr. Jeg skulle væk, bare væk. Langt væk fra huset. Langt væk Skyggen.
Intet kunne stoppe mig. Ikke de tunge regndråber, som hurtigt tyngede mig ned i fart. Ikke den kraftige blæst, som virkede til at være i alliance med skyggen. Selv ikke de store og kraftige tordenbrag, som slå ned i træerne, nær mig.
Med det ene ben efter det andet, løb jeg afsted langs hovedvejen, som førte ud af byen. Jeg fulgte lygtepælene langs vejen, så jeg kunne se mine omgivelser, og have følelsen af en mindre sikkerhed, da skyggen tydeligvis ikke kunne klare lyset. Det måtte være årsagen til at den dæmpede alle lys i huset, og hvorfor jeg fik muligheden for at flygte da en forbipasserende bil på vejen kom kørende forbi.
Med alle mine kræfter, løb jeg skrækslagent, fra lygtepæl til lygtepæl, indtil jeg nåede den sidste, lige inden grænsen af byen. Jeg så mig vidt omkring, i håbet om at jeg havde tid til at få pusten, og tage mine sko på.
Jeg havde løbet barfodet i lidt over en kilometer på hård sten og løs asfalt, som allerede havde lavet flere blødende rifter i begge fødder. Jeg havde smerter i hele kroppen. Et større brandmærke på det ene ben, som skyggen næsten berørte, samt lette brandsår i hele ansigt, fra tætheden på den. Desuden var min hovedpine ikke faldet ned, og nu havde jeg også mine fødder at tænke på. Jeg kunne tydeligt mærke adrenalinet pumpe igennem hele kroppen.
Kysten så ud til at være fri. Med hurtige bevægelser, fik jeg begge sko på fødderne og bundet snørebåndene kraftigt til, så det ikke ville stoppe mig. Herefter var jeg klar igen.
Som var det et stafetløb, tog jeg hurtige skridt ud i mørket. Jeg havde tidligere været på vejen før, så jeg kendte lidt til omgivelserne, men alle mine bevægelser var denne gang i blinde. Månens lys var dækket til at af de tunge regnskyer, og lyset fra byen rakte ikke langt.
Jeg ved ikke hvad jeg helt konkret tænkte på. At bevæge mig ud i mørket, hvor den så ud til at trives, og væk fra min største sikkerhed. Det mindede slet ikke om mig, men det virkede til at være kroppens automatiske forsvarsmekanisme som satte ind. Den vidste at der var fare på færde, og at den bare skulle væk fra denne fare.
Med syre, strømmende igennem begge ben, og skarp luft, som føltes som at indånde glas i mine lunger, løb jeg derudaf. Alt i min krop prøvede at stoppe mit sind fra at fortsætte. Kroppen kunne snart ikke klare mere, uden nogen pauser, men mit sind var stædigt, og nægtede.
Dog havde kroppen også sin egen vilje, og efter en kilometers løb mere, lukkede den ned. Med kroppen rettet imod en mindre grøft, væltede jeg på et øjeblik. Hovedet direkte ned i vandet, som blev skyllet væk fra vejen, og hele kroppen i mudderet der lagde omkring.
I skræk for at den ville fange mig, fik jeg hurtigt smidt mine resterende kræfter i armene, for at vende kroppen imod byen. Ingenting. Forvirret, kiggede jeg med angst i øjnene, fra side til side, i en konstant 360 graders vending, med uden at se det fjerneste.
Der var intet lys, ingen mennesker, men heller ikke noget liv. Set bort fra regnen og den kraftige blæst, var alt ved det sædvanlige. Der var intet som skilte sig ud.
Jeg tog den korte tid i mudderet, til at samle nogen kræfter, inden jeg skulle afsted igen. Jeg følte mig stadig ikke sikker.
Men så slå tanken mig. Hvor var jeg egentlig på vej hen. Hvor ville jeg være i sikkerhed. Hvad vidste min underbevidsthed, som jeg ikke selv vidste?

* * *

Der var nu gået lidt tid siden jeg begyndte at sætte mig i mudderet, for at samle nogen af mine kræfter. Jeg havde hele tiden været på vagt, men havde på samme tid ikke registreret det mindste.
Måske var den væk? Tænkte jeg til mig selv. Måske havde det kraftige lys fra bilen dræbt den. Måske. Kort varigt overvejede jeg at tage hjem igen, men inden jeg havde tænkt det hele igennem, var jeg på vej igen, men i den modsatte retning. Jeg havde ingen kræfter tilbage at løbe med, så med svage skridt fortsatte jeg min gang væk.
Regnen slå fortsat ned med tunge slag, og hele mine krop blev tynget ned af vandet i håret og tøjet. Desuden blev det ikke bedre af mudderet, som nu også sad fast på mig. Vinden var stadig frisk, og jeg hørte næsten kontant en gren knække. Alt fra små sidegrene, til følelsen af et helt træ.
Med et glimmer af håb i øjnene, så jeg pludseligt et mindre, flimrende lys i det fjerne. I starten var det ikke større end en lille ildflue, men for hvert skridt jeg tættere kom, begyndte jeg at skue formen af en bygning. Et muligt hus, hvor jeg kunne søge tilflugt, indtil solen stod op. Hvorfor lige netop dette hus var sikkerhed, men dem i byen ikke var, kunne jeg ikke for livet af mig selv sige. Der var bare et eller andet som fangede mig.
Med dette mindre håb, fik jeg de nødvendige kræfter til at klare turen dertil. Der var stadig et par hundrede meter, og selvom det ikke lød af meget, føltes det som om at benene ville knække når som helst. Svagt, men med fremskridt, kom jeg tættere og tættere på huset, som nu kunne skues til at være en træhytte. Det var først her, at jeg også opfattede, at jeg i min flugt havde bevæget mig ind i den nærliggende skov. Hvilket også gav meget bedre mening, at en træhytte ville være lige fremme. Hovedvejen lagde ikke langt derfra, og stien blev flere gange lyst op af bilerne på vejen, så jeg havde en mindre forhåbning om at jeg snart ville være i sikkerhed. Det var ved at være morgen og flere var begyndt tage på arbejde.
Med hjælp fra bilernes lys, lykkedes det mig at komme tæt nok på hytten, at dets eget lys kunne guide mig resten vejen.
Da alt så ud til at være godt, stoppede jeg brat og faldt øjeblikkeligt til mine knæ. Jeg var ikke mere end 25 meter fra hytten, den var lige foran mig, men det var her det ramte mig.
Hytten. Det var den selv samme fra årene tilbage. Den jeg havde mareridt og hallucinerede om. De svækkede brædder og smadrede vinduesruder. Den gamle og knirkene dør, og det røde skær fra hyttens indre pære. Og lyset ude fra, som virkede til at flimre. Den var helt perfekt. Det var ikke den der flimrede. Det var noget som bevægede sig fra side til side. Skyggen. Den vidste jeg ville komme hertil, uden at jeg selv gjorde.
Med alle kræfter, forsvundet fra kroppen, begyndte vandet i ansigtet at blive erstattet med egne tåre. Hovedet blev fyldt med frustration, om hvorfor den jagtede mig, og ikke bare ville forsvinde.
Det eneste der nu kunne redde mig var lys fra hovedvejen, men hvad skulle det hjælpe? Jeg kunne ikke rykke mig fra stedet. Jeg kunne ikke mere. Min krop og sind kunne ikke mere.
Da jeg satte mig på knæene i de brækkede grene og bløde blade, vendte den sit fokus direkte imod mig, og ligesom før tog den sig god tid.
Inderst inde håbede jeg at den ville forsvinde, at et mirakel ville ske, med på den anden side ville jeg også bare have det overstået, da jeg ikke ville lide mere.
Tyve meter. Den nærmede sig roligt, og hjertet begyndte at slå kraftigere.
Femten meter. Kroppen begyndte at gå i fuldkommen panik, med rystelser overalt, og angst i sindet.
Ti meter. Blodets kraftige og kølige strøm kunne mærkes i hele kroppen. Alt så sort ud. 
Fem meter. Der var ikke længe til nu, men så. Et mirakel måske?
En kraftig motorlyd kunne høres i det fjerne. En lastbil? Med det samme fløj tankerne til en mindre sejr. Jeg tænkte, at hvis normale billygter kunne gøre så meget skade, hvad ville de kraftige lygter fra en lastbil så ikke gøre?
Efter endnu et skridt, kom det kraftige lys til syne. Det var nu.
Et mindre smil kom frem på mine læber. Sejren ville være min, og nu ville jeg se den lide, ligeså meget som jeg selv havde lidt.
Skyggen så ud til at reagere på mit ansigtstræk, og vendte sig imod lyset. Alt blev lyst op i et splitsekund, og hele skyggen blev omgivet af det kraftige lys, som bragte alle genstande omkring mig i live.
Med de sidste kræfter jeg havde tilbage, tog jeg en dyb indånding og råbte som en ny tropisk storm, Forsvind!
Og med det forsvandt lyset igen, og alt blev igen mørkt.
Jeg havde sejret. Og med et mindre fnis, blev jeg lettet. Men lykken var kort varig.
Igennem den buldrende torden, blæst og regn, hørte jeg et knæk. En gren der knækkede, men ikke fra et træ, men fra jorden. Det var ikke mig, da jeg sad fuldkommen stille, så hvad kunne det have været?
Med min stærkeste frygt i sindet, løftede jeg kort hovedet op, og faldt sammen. Skyggen.
Den stod et par meter fra mig, og havde det mest grufulde smil jeg havde set. Den havde leget med mig. Igennem alt den tid, så var det alt sammen bare en leg for den. Den blev aldrig svækket af lyset. Med en højde på mere end ti meters højde, stod den bøjet over mig, med sit frygtindgydende og hoverende smil. Den havde forudset alt, og ville blot havde givet mig troen på et mindre håb.
Og med ét blev alt mørklagt. Den væltede sig over mig, som en tsunami og omfavnede mig, så alt var mørkt og intet menneskeligt var tilbage.
Jeg prøvede at skrige af smerte pga. den skrækfulde varme som væsenet udgav, men uden held. Alt foregik i mit hoved. Jeg havde ikke længere nogen kontrol over mig selv. Det var som at være tilbage i min vægtløse tilstand, uden noget kontrol over mig selv.
Det eneste der var i syne, var skyggens eget syn. Alt den så, kunne jeg også se. Dog var der en ting som skilte sig ud.
Svævende imod mig, kom en mindre og gammel seddel frem. Skrevet med den selv samme mørke substans som jeg så i glasset, stod der:
Mørket vil altid vende tilbage…
Med synet af denne besked, kunne jeg mærke alt det tidligere mørke og mere til, vende tilbage i mig. Det var som at man skulle eksplodere. Det ville ødelægge mig indefra og ud.
Det var slut..

I den regnfulde skov, var kroppen blevet opslugt af de mørke flammer og der så ikke ud til at være noget håb tilbage. I flere minutter lagde de kraftige flammer blot på skovbunden og så ud til at opsluge alt der kom nær. Grene og blade blev brændt til grunde, og regndråber fordampede, inden de kom i nærheden.
En udsædvanelig bevægelse kunne senere skues i flammerne, og med rolige bevægelser begyndte skyggen at rejse sig igen. I starten virkede der ikke til at være nogen forandring, udover at kroppen var opslugt på stedet, uden de mindste spor tilbage, men med et glimt på skyggen kunne det ses. Den havde aldrig været fuldendt. Før nu. Med de samme ansigtstræk, som personen den havde jagtet, var den nu mere end femten meter høj, og begyndte at overgå flere af de mindre træer.
Med et skrækfulgt brøl, som ville skræmme dyrenes konge væk, blev træer knækket midtover, og det resterende glas i hytten blev splintret til stumper.
På et splitsekund, gik væsenet ned i huk og sprang over trækronerne, og med hovedet først, ned i jorden. Bladene fløj til alle sider, og på et øjeblik blev der stille.
Et mindre brandmærke kunne ses på skovbunden, men set bort fra dette, kunne der ikke ses eller høres andet end regnen og blæsten.
Skyggen var forsvundet og bag sig havde den efterladt sin gamle seddel med selv samme ord fra tidligere.
Mørket vil altid vende tilbage.